En tur med hunden fik ukrainske Lyuda til at blive frivillig i Røde Kors

En tur med hunden fik ukrainske Lyuda til at blive frivillig i Røde Kors

Hun hjælper danske frivillige med at gøre sig forståelige over for hendes landsmænd, der har brug for gode råd. Og har for længst taget et dansk ord til sig: Hygge

 

Da Lyuda Krasnytska en dag i efteråret 2025 gik tur på Østre Kirkegård i Holbæk, fattede et dansk ægtepar sympati for hendes medfølgende hund og prøvede at tale til den.

”Hun taler ikke dansk. Hun taler ukrainsk,” svarede Lyuda på engelsk.

Derefter udviklede der sig en samtale om, at Lyuda selv var ukrainer og kort forinden var flyttet til Danmark. Begge ægtefæller var dengang frivillige i Røde Kors. Manden, Poul Sivertsen, var og er aktiv i den lokale integrationsgruppe med vagter på sprogskolen UCplus, hvor mange ukrainere søger hjælp til at navigere i det danske samfund.
De var bare svære at hjælpe, fordi de færreste ukrainere forstod andet end deres eget sprog.

Men det forstod Lyuda. Som helt ung gymnasieelev var hun et år på udveksling i USA og lyder næsten som en amerikaner, første gang man møder hende.

Da hun og hendes hund, Lama, forlod kirkegården, havde Lyuda besluttet sig for at blive frivillig for Røde Kors på sprogskolen. Her stiller hun sig normalt til rådighed hver anden torsdag eftermiddag.

Job og uddannelse i Danmark

Selv om Lyuda er kommet til Danmark under Ruslands krig mod Ukraine, er hun ikke flygtning. Hun er her, fordi hun fået et job. Lyuda er født i det vestlige Ukraine, men har boet over store dele af landet. Hun mistede sit seneste job her i en international organisation, hvor der var store nedskæringer. Så løb hun ind i en annonce fra RUC.

“De ønskede én med kendskab til Ukraine, politisk udvikling og offentlig administration.”
Lyuda fik jobbet. Her er hun ansat i tre år og kan samtidig uddanne sig til at tage bestå den høje akademiske uddannelse PHD.

 

The Kingdom of Hygge

Det passede hende rigtigt godt at komme til Danmark. Ikke kun fordi hun ligesom hendes venner i Ukraine er taknemmelige for den danske støtte til hendes land. Endnu før krigen var hun fascineret af Danmark. Derhjemme havde hun en ukrainsk oversættelse af en dansk bog om hygge.”Danmark er The Kingdom of Hygge,” fastslår Lyuda.

Hun har netop oprettet et nyhedsbrev til familie og venner med navnet Hygge. Her fortæller hun om sine oplevelser i Danmark. Nyhedsbrevene kan handle om alt fra politik til hendes skovture med Lama.

Hjælp til de danske hjælpere

Lyuda er glad for at have bosat sig i Holbæk og for at komme som frivillig på sprogskolen.
Her får hun i samarbejde med danske frivillige mulighed for at hjælpe sine landsmænd med de udfordringer, de kommer ud for i Danmark. Hun kan ikke love og regler her, men glæder sig over, at de danske frivillige er gode til at opklare tvivlsspørgsmål. Mens man i Ukraine normalt er nødt til at skrive eller brev eller besøge en myndighed for at løse den slags problemer, sætter hun pris på at se, at det i Danmark ofte er nok med et telefonopkald.

Bagefter kan hun fortælle sine ukrainske landsmænd på deres eget sprog, hvad de har brug for at vide i den konkrete situation.
”Det går ikke kun ud på at give dem rådgivning, men også på at vise dem empati, så de ikke mister modet. Meget tyder på, at de får den hjælp, de har brug for hos Røde Kors. For de færreste af dem har behov for at vende tilbage,” siger Lyuda.

Hun følger udviklingen i Ukraine tæt. Samtidig kan Lyuda glæde sig over, at hun under sit ophold i Danmark ikke har mistet kontakten til familie og venner hjemme i Ukraine. Flere af dem har besøgt hende i Holbæk. De kan ikke flyve ud fra Ukraine, men de kan stadig komme på besøg i Danmark efter at have krydset grænsen til et naboland.

Glæden ved at være frivillig

Journalisten slukker for optageren i den tro, at interviewet er slut. Men så vil Lyuda tilføje noget:
”Jeg vil opfordre andre til at tilmelde sig som frivillige hos Røde Kors. For mig har det været en vidunderlig måde at lære Danmark bedre at kende på og blive en del af den frivillige kultur og fællesskabskulturen. Sprog behøver ikke være en hindring.

Interviewet er foregået på engelsk. Lyuda satser på at kunne dansk. Men det er svært. Blandt andet fordi skriftlig og mundtlig dansk er meget forskellig. Men hvem ved, om hun ikke skal interviewes en anden gang på det lokale sprog? Men først skal hun lære mange flere danske ord end hygge.

Lyuda nyder at tage gåture med Lama i Knudsskov.
Hjemme i Ukraine læste Lyuda en bog om dansk hygge. Nu er det navnet på hendes nyhedsbrev til familier og venner i hendes land.