55 frivillige tilbyder sygehuspatienter at blive guidet og få en samtale

55 frivillige tilbyder sygehuspatienter at blive guidet og få en samtale

55 frivillige tilbyder sygehuspatienter at blive guidet og få en samtale

Tekst og foto: Jørn Nyvang


Kirsten Gøttrup havde et opslag om at blive patientstøtte i Røde Kors hængende på sit køleskab. Da hun blev pensionist, gjorde hun noget ved det og kom ikke til at fortryde

Når man ankommer til hovedindgangen på Holbæk Sygehus, er en frivillig fra Røde Kors ofte det første menneske, man træffer: en patientstøtte.

Vedkommende tilbyder at agere guide, hvis man har svært ved at finde rundt. Det kan det være på et stort sygehus. Senest har det for eksempel været en udfordring for nogle at finde det sted, hvor man måler blodtryk, efter at det er flyttet.

De guider man møder, er blot få af de 55 patientstøtter, som Røde Kors stiller til rådighed på sygehuset. De øvrige tilbyder indlagte patienter en samtale.

Kirsten Gøttrup har selv været én af patientstøtterne i seks år, og siden efteråret 2024 har hun udelukkende koncentreret sig om at være deres aktivitetsleder.

 

To timer om ugen, hvis…

Det var netop hendes forgænger på denne post, Lisbeth Sørensen, som i 2018 opfordrede Kirsten Gøttrup til at blive frivillig, da hun kom forbi Røde Kors’ stand ved den årlige sundhedsdag i Holbæk.

”Jeg havde i forvejen et opslag om at blive patientstøtte hængende på mit køleskab og tænkte Du er blevet pensionist, og så meget har du heller ikke at lave. Du kan da godt bruge to timer på det,” siger hun.

Det har hun ikke fortrudt.

De to timer er, hvad de fleste patientstøtter er til rådighed hver uge. Normalt en formiddag eller eftermiddag på hverdage. Man kan dog også være patientstøtte i aftentimerne eller i en weekend. Det gælder typisk de frivillige, der har et arbejde ved siden af.

Under alle omstændigheder er man som frivillig ikke bundet af faste vagter. Har man private aftaler, går de i første række.

 

Lytte, ikke blande sig

De fleste patientstøtter er pensionister. Mange af dem er tidligere sygeplejersker og sosu-medarbejdere, som måske kan savne noget, der har lidt forbindelse til deres tidligere fag.

”Dem siger vi til: Nu skal du ikke optræde som en ”sosu” eller sygeplejerske, når du er patientstøtte.”

Som patientstøtte skal man lytte til, hvad de pågældende patienter har behov for at tale om, men på ingen måde blande sig i den sundhedsmæssige behandling af dem. Og patientstøtterne går ikke ind på en hospitalsstue, mens læger og sygeplejersker er der, eller hvis der er familiebesøg.

Der er forskel på, hvor meget der er behov for patientstøtter i de enkelte afdelinger. Patientstøtterne kommer i otte af Holbæk Sygehus’ afdelinger. Senest blev ordningen lagt til i en afdeling, som selv har bedt om det.

 

Helt frivillig samtale

”Når en patientstøtte ankommer i en afdeling, kan det ske, at den første samtale gennemføres på initiativ af en sygeplejerske, der kan se, at en bestemt patient har et særligt behov for det,” forklarer Kirsten Gøttrup.

Ellers går man som patientstøtte rundt på sengestuerne og tilbyder en samtale. Det er et helt frivilligt tilbud. Er svaret nej tak, går man straks igen.

Kirsten Gøttrup var fra 2018 til -24 patientstøtte på hjertemedicinsk afdeling og synes, at det var let at indlede en samtale. Patienterne taler normalt gerne om deres sygdom. Samtalerne har meget forskellig længde. Nogle gange på fem minutter. Andre gange en hel time.

Det kan også ske, at der tidligt under en vagt ikke er flere patienter at tale med.

”Så plejer jeg at sige til patientstøtterne: Hvis der ikke er nogen tilbage at tale med, slider vi ikke gulv op på sygehuset. Så går vi hjem.”

 

Ekstra stemmekraft

Selv om patientstøtterne normalt er alene på vagterne, har de behov for at udveksle erfaringer og dele gode råd sammen. Derfor holdes der to erfaringsudvekslingsmøder om året. Ved det seneste i maj 2025 fortalte to medarbejdere fra Røde Kors om, medmenneskelighed i praksis.

30 af 55 patientstøtter deltog. Det samlede antal patientstøtter må godt blive endnu større, skulle vi hilse og sige fra Kirsten Gøttrup.

Ligesom sin forgænger som aktivitetsleder har hun fået sans for, hvordan man sikrer sig flere patientstøtter. Hun er medlem af Holbæk Sangkor og har overbevist fire andre af dets medlemmer om, at de også kan bruge deres stemmer som patientstøtter.

 

Vil du også være frivillig?

Hos Røde Kors i Holbæk søger vi konstant frivillige. Selv om vi efterhånden er en stor flok på knap 300 personer, er der stadig brug for dig!

Som frivillig i Røde Kors, Holbæk bliver du en del af et fællesskab, som på meget forskellige måder gør en forskel for udsatte mennesker i vores by. Eller du arbejder i vores genbrugsbutik, hvor overskuddet støtter op om vores mange aktiviteter både lokalt og globalt.

Se mere her