Hans Peitersen hjælper ukrainere på russisk

Tekst og foto: Jørn Nyvang

Hver anden torsdag er flygtninge fra Ukraine taknemmelige for at få hjælp på det sprog, man taler i det land, som er gået i krig mod deres eget

Det var via sit medlemskab af Holbæk Gangsport, at Hans Peitersen blev frivillig i Røde Kors. En af gangsportens ildsjæle, Helle Munk Nielsen, havde hørt, at han kunne tale russisk. Som aktivitetsleder for integration i byens Røde Kors spurgte hun ham, om han havde lyst til at blive frivillig på sprogskolen i Borgergården. Her kan flygtninge to timer hver torsdag få vejledning.

Hans Peitersen kunne godt se ideen, da der er mange ukrainske flygtninge i Holbæk.

”Mange ukrainere har kun russisk som andetsprog eller er meget dårlige til andre sprog og kan derfor ofte få betydelige vanskeligheder over for offentlige myndigheder,” siger han.

Her kan man ikke altid nøjes med Google Translate.

Det begyndte på Cypern

Hans Peitersen blev interesseret i at lære russisk, da han tilbage i 1974 var ung FN-soldat på Cypern, som Tyrkiet havde indtaget en del af. Her fortalte en befalingsmand ham om mulighederne for at uddanne sig til sprogofficer og lære russisk.

Det var et oplagt tilbud under den tids kolde krig. Han fandt det interessant. Befalingsmanden tvivlede på, at Hans Peitersen kunne gennemføre kurset, for det havde han ikke selv kunnet. Hans Peitersen kom til en optagelsesprøve med 4-500 andre ansøgere og fik en af de 15 pladser, der skulle besættes.

Dengang kunne han ikke et ord russisk. Hans Peitersen husker det som en enormt god, men også meget krævende uddannelse.

”Den fungerede som en lang trappestige, hvor du var færdig, hvis du snublede undervejs.”

Under uddannelsen fik han en sikkerhedsgodkendelse, hvilket gav ham ret til at håndtere fortrolige papirer. I 1977 var Hans færdig med uddannelsen og fik tilbudt arbejde ved den danske ambassade i Moskva. Siden blev Hans Peitersen jurist og arbejdede i Justitsministeriet, Integrationsministeriet og Udlændingestyrelsen. I en årrække var han placeret i Sandholmlejren, hvor stort set alle asylansøgere i Danmark først kommer forbi, og hvor han også samarbejdede med Røde Kors.

”Hans, vil du prøve?”

Hans Peitersen var lidt i tvivl, da han i fjor som pensionist blev tilbudt at være frivillig for Røde Kors Holbæk på sprogskolen. Selv om hans kæreste i forvejen var frivillig i Røde Kors’ butik i Smedelundsgade og altid har omtalt det positivt, tænkte han på, at han ikke havde talt russisk i 30 år.

Da han første gang kiggede ind på sprogskolen, stod der pludselig en ukrainer.

”Hans, vil du prøve?” husker han, at han blev spurgt.

”Jeg sagde goddag på russisk, og han svarede mig på samme sprog. Det var, som om en dæmning brast. Og så væltede det russiske sprog ud af mig.”

Selv om det er fjendelandets sprog, de hører, er ukrainerne tilfredse med at blive forstået og taknemmelige for at blive hjulpet.

”De fleste flygtninge kommer fra det østlige Ukraine, som er tættest på Rusland, og hvor de har haft mest med russere at gøre. Meget er foregået mellem dem på tværs af grænsen indtil de seneste meget beklagelige udviklinger. De har giftet sig ind i hinandens familier, hvor det nu kan ske, at sønner slås mod sønner”.

Udelukkende som tolk i russisk

En af de ukrainere Hans Peitersen har været med til at hjælpe, er en mand, der var indstillet til en øjenoperation på sygehuset i Roskilde. Manden var i tvivl, om hans opholdstilladelse ville være udløbet på den dato, operationen skulle foregå på. Et opkald til sygehuset viste, at der ikke var nogen grund til bekymring.

”Vi kunne sende ham beroliget fra sprogskolen,” fortæller Hans Peitersen.

Hans fungerer alene som tolk, når han hver anden torsdag er på sprogskolen. De øvrige hjælpefunktioner for flygtninge, som ellers er her, må andre tage sig af:

”Da jeg meldte mig som frivillig, var det som tolk i russisk. Jeg sagsbehandler ikke mere. Det har jeg gjort hele livet og gider ikke mere."