Holbækkeren Jette har boet langt det meste af sit liv i Afrika

Holbækkeren Jette har boet langt det meste af sit liv i Afrika

Jette Hansen forlod sin barndomsby Holbæk i 1965 og vendte tilbage i 2021 efter adskillige år i et andet kontinent. Nu er hun frivillig i Røde Kors.

I 1965 forlod den nyuddannede 23-årige sygeplejerske Jette Christiansen sin barndomsby Holbæk. I 2021 flyttede hun tilbage efter at have levet langt det meste af sit liv i Afrika. Lige siden har hun været frivillig i Røde Kors.

”Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle, da jeg var uddannet sygeplejerske, men kendte lidt til Mellemfolkeligt Samvirke fra nogle arbejdslejre, da jeg gik i skole,” fortæller hun.

Jette Christiansen skrev til organisationen og endte med at binde sig til to års arbejde med flygtninge fra Rwanda i Kenya.

 

FRA CHRISTIANSEN TIL HANSEN

I Afrika mødte hun Uffe, der også arbejdede med flygtninge fra Rwanda, men i Tanzania. De forelskede sig, og efter hendes to år i Kenya aftalte de at blive gift, når hun vendte tilbage til Afrika. Inden da ville hun uddanne sig som jordemoder i England.

Jette Christiansen blev 22. juli 1967 interviewet i Sjællands Tidende om sin kommende jordemoderuddannelse i England. Den skulle vare to år, men hun opgav uddannelsen hurtigt. To måneder senere vendte hun tilbage til Afrika og blev gift.

 

Uffe ville vente på hende de to år, denne uddannelse skulle vare. Men han kom kun til at vente et par måneder. Jette Christiansen kunne ikke holde ud at være i England, droppede uddannelsen og vendte tilbage til Afrika, hvor de blev gift. Og hun fik Hansen som efternavn.

Siden arbejdede ægteparret ved en stribe projekter i Afrika i 33 år bortset fra to perioder på tilsammen 4 ½ år i Danmark, hvor deres første og tredje barn, Thomas og Signe, blev født. Imellem de to perioder kom deres andet barn, Pernille, til verden i Afrika.

På den ene af de to hjemture kørte familien i et gammelt VW-rugbrød fra kontinentets sydligste punkt gennem en række afrikanske lande, mellemøsten og Europa. 3 ½ måneders rejse på mindst 14.000 kilometer.

 

8-10-ÅRIGE DRENGE MED MASKINGEVÆRER

De fleste år arbejdede parret med flygtninge i en række afrikanske lande. I de sidste år blev det flere gange særligt udfordrende.

Det gjaldt blandt andet efter, at de i det vestafrikanske land Sierra Leone havde hjulpet flygtninge fra en borgerkrig i nabolandet Liberia. Uffe valgte at sige op, da han derefter blev bedt om at arbejde i selve Liberia.

”Det kunne vi ikke. Vi havde været der nogle gange, og det var i forbindelse med maduddeling til flygtninge til forskellige landområder, hvor der boede flygtninge, som var vendt tilbage. For hver fem kilometer var der roadblocks, hvor drenge på 8-10 år ville have batterier og tændstikker. De stod med maskingeværer og var helt stive i øjnene. Vi ville ikke bo sådan et sted, for vi ville ikke være afhængige af de små stenede drenge, der bare kunne bestemme, hvad man skulle, og hvor man kunne køre hen. De kunne bare sige nej eller skyde. Det ville der ikke blive gjort noget ved,” siger Jette Hansen.

Siden var Uffe i fire år administrativ leder af et minerydningsprojekt i Mozambique. Norske militærfolk trænede 600 mozambiqueanere i at rydde miner væk. En opgave som ikke blot krævede enorm forsigtighed på jorden, men også i vand, fordi oversvømmelser kunne flytte rundt på miner. Én mand blev dræbt under forsøg på at fjerne en mine.

Året var nu 2000, Uffe nærmede sig de 60 år, og parret syntes, at det var tid at trække sig tilbage.

”Vi havde boet godt i alle årene, men aldrig i vort eget. Det blev desværre aldrig til noget at få det. Uffe blev dræbt ved en trafikulykke, da vi var på vej i Zimbabwe,” fortæller Jette Hansen, tørrer en tåre fra øjne og tilføjer: ”Undskyld…”

 

BREVBOMBE KOSTEDE PRÆST BEGGE UNDERARME OG DET ENE ØJE

Efter ægtefællens tragiske død boede Jette Hansen et stykke tid i Danmark.

”Jeg var totalt rastløs og tog imod et tilbud fra min datter Signe, som boede i Sydafrika, om at flytte ned til hende. Her blev jeg ansat som assistent for en new zealandsk præst, som havde boet i Sydafrika i en årrække,” fortæller Jette Hansen.

Præsten viste sig at have haft en dramatisk forhistorie. Da han kom til Sydafrika, samarbejdede han med oppositionen til landets daværende apartheid-styre. Engang i begyndelsen af 1990’erne kom han hjem efter en længere rejse til Canada og kiggede på sin postbunke. I den lå et kirkeblad, og det viste sig at indeholde en brevbombe. Herved mistede han begge underarme og sit ene øje samt fik epilepsi bagefter. Jette Hansen er overbevist om, at bomben var en hilsen fra landets daværende regering. I stedet for sine oprindelige underarme har han nu to proteser.

Manden hedder Michael Lapsley. Da han kom sig efter attentatet, stiftede han organisationen Institute for Healing of Memories (på dansk: Institut for Helbredelse af Erindringer). Organisationen arbejder over store dele af verden og har blandt andet sørget for hjælp til de mange sydafrikanere, der fik voldsomme traumer under apartheid-styrets voldsomme undertrykkelse.

 

Michael Lapsley sammen med sin ven, nu afdøde Nelson Mandela, der blev præsident for Sydafrika efter apartheid-styrets fald.

DEN ANDEN DATTERS INVITATION

Jette Hansen har fortsat kontakt med Michael Lapsley, selv om hun efter to år hos ham måtte tage hjem til Danmark. Hun kunne ikke få fornyet sin arbejdstilladelse i Sydafrika, fordi hun som uddannet sygeplejerske ikke blev anset som kvalificeret til at være assistent.

I et par år arbejdede hun som hjemmesygeplejerske i Danmark. Hun kunne ikke finde sig tilrette her, og da hun i 2005 blev inviteret ned til datteren Pernille i Swaziland, endte hun med at blive der. De sidste 10 år i landet arbejdede hun som regnskabsassistent i et rejsebureau.

Coronaen blev årsagen til, at hun i 2021 flyttede endeligt hjem til Danmark sammen med Pernille og dennes datter, Zahara, der netop er blevet student.

IKKE NOK AT KIGGE UD AD VINDUET

Da Jette Hansen for tre år siden vendte hjem til Danmark, skyldtes det en tilfældighed, at hun fik adresse i sin barndomsby Holbæk.

Hun havde svært ved at finde en bolig, der var til at betale. Hele vennekredsen var i Afrika lige bortset fra en gammel skoleveninde i Holbæk. Denne bragte hende på sporet af Tømmergården i Smedelundsgade, hvor hun nu bor.

”Jeg var nødt til at gøre noget for at komme til at kende nogle mennesker. Man møder ikke nogen mennesker ved at kigge ud ad vinduet hen på Føtex,” fastslår hun.

Derfor er hun blevet frivillig i Røde Kors. Her er hun hver onsdag eftermiddag i butikken få meter fra sin bolig. Hun ordner bøger og prismærker dametøj. Desuden møder man hende ofte som frivillig på torsdag eftermiddage ved Røde Kors’ vejledning til flygtninge og andre udlændinge på sprogskolen Clavis i Borgergården.

Samtidig er hun frivillig i kramboden på Holbæk Museum og Medusa, et krisecenter for voldsramte kvinder.

I efteråret havde Jette Hansen den ekstra oplevelse, at Røde Kors inviterede hende på en uges rejse til Kenya.

”Det blev et spændende gensyn. Jeg blev rørt, da jeg genså den lufthavn dernede, som jeg ankom til i 1960’erne”, siger hun.

FARVEL IGEN

Til efteråret må Holbæk desværre sige farvel til Jette Hansen. Denne gang flytter hun dog ikke så langt som for 57 år siden. Jette Hansen nøjes med at flytte til et nyt seniorfællesskab i den københavnske bydel Tingbjerg. På den måde kommer hun til at bo ret tæt ved de to af sine børn. Det tredje barn bor fortsat meget længere væk. I Sydafrika på det kontinent, hvor familien har levet en meget stor del af sit liv.