Tredje ferielejr 2024
På denne sidste ferielejr fra 12. til 14 juli 2024 var det ukrainernes tur at komme til Hillerød. Der var mange, som ikke havde været med sidste år, og en enkelt familie havde kun været i Danmark i 2 uger. En anden familie havde en lille baby på kun 2 uger med.
Vi var 59 deltagere, heraf 7 frivillige, og der var nok at se til, for det regnede hele lørdagen, så vi måtte vende op og ned på vores program. Men alle var glade og taknemlige for et dejligt afbræk i hverdagen, hvor børnene kom væk fra mobil og ipad og i stedet deltog i en masse forskellige aktiviteter.
Vi kom med bus til vandrehjemmet i Hillerød fredag eftermiddag, og da solen skinnede, blev programmet udendørs aktiviteter. Vi legede med store sæbebobler, lavede sækkevæddeløb og om aftenen var der bål med bagning af pandekager og vafler.
Lørdag fik vi besøg af Signe og Helle, som er naturvejledere, og pga. vejret foregik det meste inde. Der var fire aktiviteter at vælge mellem, og for alle gjaldt det, at man skulle udenfor for at finde blomster og græs eller små dyr. Planterne blev brugt til at pynte postkort, lave aftryk på stof og fremstille papir.
Eftermiddagen gik med forskellige indendørs aktiviteter. Vi sang ukrainske sange, spillede banko og brætspil og malede ansigter og sten. Om aftenen tog vi lige et par bankospil mere, og derefter var der discotek i kælderen.
Mange af de nyankomne ukrainere havde hørt, at vi sidste år var gået til Frederiksborg Slot, og at det var meget flot både ude og inde, så det ville de gerne se, så da det var tørvejr om lørdagen, gik vi til slottet. Der var ikke tid til at komme ind, men vi kiggede udefra og gik gennem den smukke barokhave og et ekstra smut forbi kvindestenen. Alle var virkelig imponerede, der blev taget mange billeder. Turen blev på 8-9 km, men alle klarede det og vi nåede heldigvis tilbage inden bussen kom for at køre os tilbage til Holbæk.
Helle Munk Nielsen, aktivitetsleder for integration i Røde Kors Holbæk